Jeg hører ofte, at virksomhedsejere er trætte af at betale moms. Det er klart, det er, sagt med et godt jysk ord, træls, at man skal betale penge.

Men lad os lige for nogle ting helt på det rene:

  1. salgsmomsen, som dine kunder betaler til dig, er IKKE dine penge. Det er statens penge. Du opbevarer dem kun indtil næste momsafregning.
  2. hvis du skal betale penge i moms, betyder det (alt andet lige), at du har solgt mere end du har købt. Det er i min optik en god ting.
  3. du har selv momsfradrag for de fleste af dine udgifter i din virksomhed.

I stedet for at surmule over momsbetalingen, skal du glæde dig over, at din virksomhed har en god omsætning, og du har solgt mere end du har købt. Det betyder, at du har overskud i din virksomhed.

Tillykke med det 👏

Når man ikke har klarhed over, hvor meget man skal betale i moms, eller hvis man bliver overrasket over, at moms betalingen er så stor, så fortæller det mig, at man ikke har et ret godt overblik over ens forretning.

Det er synd.

Enkle regnemetoder til at give overblikket

Der er nogle få enkle regnemetoder, du kan bruge, for at finde ud af eller holde styr på, hvor meget moms du skal betale.

Du tager din omsætning for den seneste måned, lad os sige det er 100.000. Hele din omsætning er momspligtig, hvilket vil sige at momsen af din omsætning er 100.000*25% = 25.000. Altså vil du maksimalt skulle betale 25.000 i moms for denne måned.

De 25.000 kan du ikke frit disponere over, de skal gemmes til momsbetalingen.

Afhængig af hvordan din virksomhed er sammensat, så har du angiveligt en del momsfradrag, du kan modregne i ovenstående.

Men vil du være på den sikre side, så sæt momsen for sidste måneds omsætning til side. Flyt dem eventuelt over på en anden bankkonto, så de ikke står og frister på din driftskonto.

Det er blot en af de ting, du nemt selv kan gøre, for at skabe et større overblik over din økonomi.